6.28.2012

Siden sidst I

I min blogpause fik jeg alligevel tid til at lave nogle sjove og spændende ting. Bla. var jeg på strikkefestivallen Grib Garnet. Om torsdagen var jeg på broderiworkshop med Karen Marie Dehn, og det var simpelthen ultrafedt. På selve dagen hæklede jeg et par træer på en karrygul hue. Den kan ses  her. Jeg kan ret godt lide Karen Maries hjemmeside. Den er bygget af god inspiration og så kan man i øvrigt købe lækre kits i hendes webshop.


Jeg har været meget inspireret siden hen og har f.eks. hæklet lidt på et par af Røskvas halvkedelige arvebukser i lyslilla fløjl.


6.27.2012

Give away

Fru Bach har gang i en dejlig give away. Man kan vinde lækkert broderigarn. Efter jeg var til broderiworkshop hos Karen Marie Dehn til Grib Garnet er jeg blevet totalt bidt af free form broderi, så nøj, hvor kunne disse lækkerier få et spændende liv hjemme hos mig.


Her er lidt stille..

.. jeg ved det godt. Men energien er ikke så stor for tiden. Faktisk kan den findes på et så lille sted, at jeg næsten har svært ved at få hverdagen til at hænge sammen. At tage opvasken er en kraftanstrengelse og de fleste lege med Røskva foregår liggende eller slængende på madrassen på gulvet.

Grunden er, at jeg bruger alt min energi på at bygge et nyt menneske. Indtil jeg har det bedre, vil min blogaktivitet være noget formindsket.


6.09.2012

Afslag

"Tak for den interesse, du har vist i forbindelse med denne stilling.

Vi har vurderet de indkomne ansøgninger og må desværre meddele dig at vi har valgt at gå videre med andre kandidater, som efter vores opfattelse ligger nærmere den profil, vi har opstillet for stillingen."

I det mindste sendte de da et afslag..

6.04.2012

Hurra!

Jeg har vundet en give away ovre hos Glambæk design. Det er en superlækker grøn vest, som jeg bare glæder mig så meget til at kunne begynde at bruge. Jeg elsker, når tøj også er små kunstværker, men sidder bare alt for meget fast i selv at strikke sjaler, som godt nok bliver smukke, men som også er lidt upraktiske.

Fik jeg nævnt jeg elsker at gå med vest?

6.03.2012

Dagens rov

Jeg havde taget fri fra datteren og tog min mor under armen for at tage en tur på Ingerslev, hvor der var bagagerumsmarked. Dette var synet, da vi kom fra Harald Jensens Plads. Beklager den dårlige opløsning.


Der var godt nok mange mennesker, men det var nu hyggeligt alligevel. Vejret var ikke optimalt og jeg var overrasket over, hvor meget nogle ville have for deres gamle ting. Dog fandt jeg alligevel nogle lækkerier.


På billedet er 3 lækre huer (30,-), et fint orange hjerteformet æggebæger, en saltbøsse formet som en pingvin, 3 søde blåstribede æggebægre (i alt 10,-), 10 tekstilknapper (25,-) og en vase fra Søholm (20,-). Blomsterne plukkede jeg på vej hjem. ;)

Udover tingene på billedet fik jeg en halv kasse Duplo (50,-), En Kaj- og en Andreahånddukke (40,-), en bog (10,-) og spillet Labyrint (20,-). Alt i alt er jeg meget tilfreds med dagen.

Halvvejs gennem markedet gad min mor dog ikke mere, så det var ikke alt jeg fik set, hvilket nok også var meget godt, da jeg ikke kunne slæbe mere hjem..

6.02.2012


”Jeg drømte om dig i nat”, siger jeg. Vi sidder i stuen på hver sin sofa. Han sænker avisen og kigger på mig. De mørkegrå øjne er fulde af håb, fortvivlelse og noget jeg ikke kan forstå. Jeg fortsætter: ”Jeg sad i bussen da du fik øje på mig og vinkede. Jeg vinkede ikke tilbage.”

6.01.2012

Positivt!

Jeg har gået med nogle tanker de sidste par uger i forbindelse med at jeg har været på jobsøgningskursus, som man jo skal, når man er arbejdsløs. Egentligt var jeg superglad for det, og overbevist om at de fleste ville få meget mere ud af de her kurser, som ellers har et dårligt ry ude i verden, hvis de bare var mere positive omkring det.

Tankerne, dem jeg sådan har gået med altså, de har rumlet lidt i baggrunden inden jeg begyndte på dét kursus, men mellem timer i mindfulness og øvelser i at skulle beskrive sig selv (som man jo skal i en ansøgning), fandt jeg frem til noget om mig. Noget som jeg ellers har gemt på, men som godt nok er blomstret op efter jeg har fået Røskva.. Jeg fandt ud af, at jeg faktisk er en positiv person. At hvis jeg skal beskrive mig selv med ét enkelt ord (hvilket man overhovedet ikke kan, for vi er jo ikke feer, der kun kan rumme én følelse), så skal det være optimisme. Det er grundlæggende, hvad jeg handler om. Jeg er for det meste glad og positiv, og tror på at ens holdning til livet betyder rigtigt meget for, hvor godt det bliver. Livet, altså. For jeg har ikke et perfekt liv. Min datter sover dårligt, så jeg ikke har fået en fuld nats søvn i et år, og det har givet mit seriøse hukommelsesproblemer. Jeg bor i en dårlig lille lejlighed og har ikke noget arbejde eller uddannelse. Og så kunne jeg stoppe dér. Men det gør jeg ikke. For jeg ELSKER alt muligt. Jeg nyder at bo i byen så tæt på Botanisk Have. Jeg elsker min familie og føler mig så velsignet at have dem. Og jeg glæder mig over langt de fleste ting jeg støder på i min hverdag (selvom jeg da godt kan blive vred eller sur eller forvandle mig til en sur gammel mokke i bussen, når folk ikke rejser sig for gamle mennesker eller barnevogne).

Og her er min pointe: Hvis man tager dét man er blevet givet og nyder det (og måske ønsker sig lidt mere, så man har noget at stræbe efter), så lever man godt. Så har man meget liv at frådse i. Hvis man derimod er utilfreds med alt, både det man har og de ting man ønsker, så glemmer man, hvor meget dejligt liv man kunne leve.

Og hvis man møder livet med smil, får man smil tilbage. Jeg ved godt det er den vildeste kliché, men det er faktisk rigtigt. De fleste kender at godt humør smitter. Jamen, så fake it till you make it! Hvis dit falske gode humør smitter en anden til ægte godt humør, kan det være det ægte gode humør smitter dig tilbage, så du faktisk bliver i rigtigt godt humør. Nå!

At jeg besluttede mig for at dele disse rumlerier skyldes den meget vise kvinde fra Hulebo. Jeg elsker elsker elsker hendes blog, for hun skriver så smukt og ærligt at jeg sidder og hepper eller stortuder, råber hurra og bare er. For det er hun god til at vise at man kan.