7.31.2012

Scanning

Så har vi været til scanning i dag med den lille ny spire. Vi har ikke fået svaret endnu, da min blodprøve var forsvundet og jeg måtte give en ny, men udelukkende med min alder og nakkefolden er risikoen for kromosomfejl lille. Så nu vil jeg så småt begynde at glæde mig rigtigt. Jeg er kommet over det slemme 1. trimester og skulle meget gerne snart få mere energi og overskud til at blogge.

6.28.2012

Siden sidst I

I min blogpause fik jeg alligevel tid til at lave nogle sjove og spændende ting. Bla. var jeg på strikkefestivallen Grib Garnet. Om torsdagen var jeg på broderiworkshop med Karen Marie Dehn, og det var simpelthen ultrafedt. På selve dagen hæklede jeg et par træer på en karrygul hue. Den kan ses  her. Jeg kan ret godt lide Karen Maries hjemmeside. Den er bygget af god inspiration og så kan man i øvrigt købe lækre kits i hendes webshop.


Jeg har været meget inspireret siden hen og har f.eks. hæklet lidt på et par af Røskvas halvkedelige arvebukser i lyslilla fløjl.


6.27.2012

Give away

Fru Bach har gang i en dejlig give away. Man kan vinde lækkert broderigarn. Efter jeg var til broderiworkshop hos Karen Marie Dehn til Grib Garnet er jeg blevet totalt bidt af free form broderi, så nøj, hvor kunne disse lækkerier få et spændende liv hjemme hos mig.


Her er lidt stille..

.. jeg ved det godt. Men energien er ikke så stor for tiden. Faktisk kan den findes på et så lille sted, at jeg næsten har svært ved at få hverdagen til at hænge sammen. At tage opvasken er en kraftanstrengelse og de fleste lege med Røskva foregår liggende eller slængende på madrassen på gulvet.

Grunden er, at jeg bruger alt min energi på at bygge et nyt menneske. Indtil jeg har det bedre, vil min blogaktivitet være noget formindsket.


6.09.2012

Afslag

"Tak for den interesse, du har vist i forbindelse med denne stilling.

Vi har vurderet de indkomne ansøgninger og må desværre meddele dig at vi har valgt at gå videre med andre kandidater, som efter vores opfattelse ligger nærmere den profil, vi har opstillet for stillingen."

I det mindste sendte de da et afslag..

6.04.2012

Hurra!

Jeg har vundet en give away ovre hos Glambæk design. Det er en superlækker grøn vest, som jeg bare glæder mig så meget til at kunne begynde at bruge. Jeg elsker, når tøj også er små kunstværker, men sidder bare alt for meget fast i selv at strikke sjaler, som godt nok bliver smukke, men som også er lidt upraktiske.

Fik jeg nævnt jeg elsker at gå med vest?

6.03.2012

Dagens rov

Jeg havde taget fri fra datteren og tog min mor under armen for at tage en tur på Ingerslev, hvor der var bagagerumsmarked. Dette var synet, da vi kom fra Harald Jensens Plads. Beklager den dårlige opløsning.


Der var godt nok mange mennesker, men det var nu hyggeligt alligevel. Vejret var ikke optimalt og jeg var overrasket over, hvor meget nogle ville have for deres gamle ting. Dog fandt jeg alligevel nogle lækkerier.


På billedet er 3 lækre huer (30,-), et fint orange hjerteformet æggebæger, en saltbøsse formet som en pingvin, 3 søde blåstribede æggebægre (i alt 10,-), 10 tekstilknapper (25,-) og en vase fra Søholm (20,-). Blomsterne plukkede jeg på vej hjem. ;)

Udover tingene på billedet fik jeg en halv kasse Duplo (50,-), En Kaj- og en Andreahånddukke (40,-), en bog (10,-) og spillet Labyrint (20,-). Alt i alt er jeg meget tilfreds med dagen.

Halvvejs gennem markedet gad min mor dog ikke mere, så det var ikke alt jeg fik set, hvilket nok også var meget godt, da jeg ikke kunne slæbe mere hjem..

6.02.2012


”Jeg drømte om dig i nat”, siger jeg. Vi sidder i stuen på hver sin sofa. Han sænker avisen og kigger på mig. De mørkegrå øjne er fulde af håb, fortvivlelse og noget jeg ikke kan forstå. Jeg fortsætter: ”Jeg sad i bussen da du fik øje på mig og vinkede. Jeg vinkede ikke tilbage.”